Ledsmerter
Ledsmerter er ubehagelige og kan vise sig under bevægelse. Mange oplever stivhed og ømhed i leddene efter en stillesiddende periode, især efterhånden som de bliver ældre, hvor knæene knaser, eller fingrene ”knækker”.
Eller de kan opstå, hvis kroppen har været fysisk udfordret over en periode, for eksempel ved ekstremsport, særlig hård træning eller måske et nyt arbejde, hvor fysikken er i centrum.
Men ledsmerter kan også opstå i hvilende tilstand. For kvinder kan ledsmerter hænge sammen med østrogenniveauet i kroppen, og mange oplever derfor ubehag og smerter i leddene i forbindelse med overgangsalderen.
Typer af smerter
De to mest almindelige tilstande, hvor ledsmerter opstår, kaldes henholdsvis artritis og arthralgia. Artritis er typisk en irritation eller betændelsestilstand i leddende, der gør dem hævede og smertefulde. Hvis der opstår meget vand i leddet, kan dette trykke på den nerve, der går igennem håndleddet, det såkaldte karpaltunnelsyndrom. Trykket vil føles som en stikken og prikken i leddet. Er nerven så belastet, at den konstant presses, kan der være brug for at operere i hånden.
Arthralgia er det udtryk, man bruger om ”almindelige” ikke-inflammerede smerter eller ømhed, der opstår i de lidt større led på kroppen som anklerne, håndleddet eller knæet. Smerterne eller ømheden viser sig oftest først på dagen, efter de har været i hvile.
Behandling
Der findes mange typer af behandling af ledsmerter. Ifølge overtroen skulle det eksempelvis være godt mod ledsmerter at bære en kastanje i sin lomme, og selvom det næppe er indholdet i kastanjen, der har afhjulpet eventuelle smerter, kan placeboeffekten måske have været til stede.
På det lidt mere seriøse plan findes der i helsekosten et glucosamin-præparat, der skulle forebygge og afhjælpe mange smerter i leddene. Nogle fysioterapeuter tilbyder derudover behandling med elektriske impulser, der går ind og arbejder med de betændte områder i leddene, og på den måde fjerner trykket eller vandophobningen, der fører til smerten.
Akut smertebehandling med en anti-inflammatorisk gel kan også afhjælpe generne.
En kiropraktor kan afgøre, om de ledsmerter, man oplever, er forbigående eller kan være et symptom på en mere alvorlig tilstand, som en led- eller knoglesygdom.
På sundhed.dk kan du læse mere omkring ledsmerter: