Knæsmerter

Knæsmerter kan opstå af mange grunde, og det er vigtigt, at man ved længerevarende knæsmerter lader sig undersøge for at undgå at forværre sin måske allerede forringede mobilitet. Knæsmerter opstår som regel, fordi de bløde dele i knæet, slimsække, muskler, ledbånd eller sener, er irriterede og bliver betændte.

Ca 300.000 personer henvender sig hvert år til deres egen læge med klager over smerter i knæene. Ud af disse er ca. halvdelen under 45 år. Knæene udsættes konstant for stor belastning, og især yngre, aktive mennesker oplever oftere knæskader og knæsmerter.

Undersøgelser viser, at 80 % af alle danske skolebørn oplever knæsmerter på et tidspunkt.

 

Hvordan opstår det

Knæsmerter kan have mange årsager. I nogle tilfælde er det overbelastninger af leddet eller af knogler og brusk i knæet, der fører til senebetændelser. Akutte skader på ledbåndene eller brud på knoglen efter et uheldigt vrid eller overbelastning, kan føre til kroniske smerter selv efter helingen.

Folk, der løber langdistanceløb eller dyrker kontaktsport, er især en udsat gruppe for at overbelaste deres knæ. Det er essentielt, at man bruger de rigtige løbe- eller træningssko, når man dyrker sport. For nogle enkelte mennesker er knæsmerter symptomer på en kronisk sygdom som leddegigt, slidgigt eller medfødte defekter i knæet.
For disse er smertelindring vigtig, da smerterne ofte vil øges i takt med, at kroppen bliver ældre.

 

Akut behandling

Ved akut opståede knæsmerter er det vigtigt at lade benet og knæet få hvile, så den betændelsestilstand, der irriterer, kan dæmpes. Inden for de første 48 timer kan man bruge kuldebehandlinger mod smerterne.

Et koldt omslag i form af en ispose eller bare en pose frosne grønsager med et viskestykke om kan lægges på knæet i maximum 15 minutter, en gang i timen. Har man derimod kroniske ledsmerter, er varmebehandlinger meget effektive, og et varmt bad eller et varmt omslag kan hjælpe en del.

 

Fysioterapi

Hos fysioterapeuten kan du få hjælp til at slippe af med knæsmerter. Blandt andet kan han eller hun vise dig nogle effektive øvelser, som styrker musklerne i benet omkring knæet. Det er også vigtigt, at du ikke belaster knæet skævt, så du vil få nogle øvelser, der gør dig mere opmærksom på, hvordan du arbejder med dine ben og knæ i hverdagen.

Har du akutte smerter, kan fysioterapeuten hjælpe dig med eksempelvis ultralyds- og laserbehandlinger, men det er vigtigt, at I sammen finder den rigtige behandling for dig.